Kære beboer
Foråret venter lige rundt om hjørnet. Dagene er allerede blevet lysere og snart begynder de første blomster at kigge frem. Forårets kommende er, synes vi, det perfekte tidspunkt at introducere vores nyhedsbrev for dig.
Her I nyhedsbrevet vil vi fire gange om året fortælle om nogle af de tiltag, vi laver for dig, som bor i Hejredalsparken.
Som altid vil du modtage informationer direkte fra os, hvis der er noget, du skal være opmærksom på her og nu. Nyhedsbrevet er ment som en opsummering af alt det, der har foregået og kommer til at ske i Hejredalsparken.
Mange forårshilsner
Martine og Niels
Parkering
Flere har ønsket, at vi fandt en digital løsning for de fysiske parkeringskort. Vi har derfor lavet en aftale med Q-park, så du nu kan bruge deres app ”e-park by Q-Park”. I appen kan du tilføje nummerpladen på din egen bil, og du kan hurtigt lave gæstekort til dine gæster.
Har du ikke lyst til at bruge appen, kan du
naturligvis stadig bruge de fysiske parkeringskort. Parkering er fortsat gratis for både dig og dine gæster, det ændrer vi ikke på.
Har du endnu ikke modtaget en mail med oplysninger om, hvordan du opretter en bruger, så kontakt Martine.
Lys på parkeringspladserne
Selvom vi er på vej ud af de mørke måneder, kan det stadig være dunkelt på parkeringspladserne. Det arbejder vi på at gøre noget ved.
I den nærmeste fremtid vil der derfor blive sat nye lygtepæle op, så parkeringspladserne for alvor bliver badet i lys.
I samme omgang skifter vi også lamperne i kældrene, så de bliver lyst endnu mere op.
Nyttehaver
Det varer ikke længe, før det er tid til at plante de første frø i nyttehaverne.
Haverne bliver fordelt efter lodtrækning, hvis interessen er større end antallet af plantekasser. Havde du en have sidste år, vil vi gøre vores bedste for, at du får den samme i år.
Vi lægger en seddel i din postkasse, hvor du kan notere, hvis du gerne vil have en af haverne. Her kan du også skrive, hvilken kasse du evt. har haft tidligere år. Nyttehaverne er gratis, og du bestemmer selv, hvad du vil plante i din have.
Vi glæder os til at se alle de fine blomster og urter.
Cykeloprydning
Der er ved at stå mange cykler i kældrene. For at være sikker på, at de ikke er blevet efterladt af tidligere beboere, rydder vi ud i cyklerne den 26. april 2021.
Lige nu har en del cykler stadig mærkater påsat fra tidligere års oprydninger. Vi fjerner alle sedler på cyklerne inden den 1. april 2021.
Efter den 1. april er det kun de cykler, der har nye sedler påsat, som vi lader stå. Resten bliver fjernet.